sixxdog

Karakter: 8.5/10

Gammelmandsrock..

"Museum" er Mike Tramp's 8. solo udspil, og fortsætter vel egentlig den knaldrøde tråd, spillemanden har ført siden debuten i 1997. En anelse blødere for hvert udspil, og så alligevel så genkendelig brostensrock, at man ikke på noget tidspunkt er i tvivl om, hvad man hører og hvem der udfører kunsten. Mest af alt læner den nye plade sig op ad "Cobblestone Street" fra 2013, som vel mest af alt kan betegnes som en akustisk følelsesporno med fantastiske melodier. På "Museum" er der dog lidt adspredelse, og den kærligheden til den støvede amerikanske landevej er igen intakt. Forbillederne i Phil Lynott, Neil Young, Springsteen og Slade fornægter sig bestemt ikke, men Mike Tramp er stadig så pisse original, og står ret meget på egne ben, hvilket også ville være mærkeligt andet, når man som 53 årig garvet musiker, med millioner af solgte plader, stadig gør sit for at udtrykke sig så personligt som muligt, og distancere sig fra det man altid vil blive sammenlignet med. Lad mig slå fast med det samme - Mike Tramp er IKKE længere White Lion, og har ikke været det i snart tre årtier.

Enkelte numre falder igennem, specielt teksmæssigt, og enkelte sange er så simple, at man mistænker dem for at være omskrevne børnesange, men det er også netop dét, der gør Mike Tramp til en komplet ener på scenen. Han prøver ikke at være noget han ikke er, og skriver og spiller sine sange nøjagtig som han føler, og netop dét gør ham til en af de mest troværdige danske kunstnere nogensinde. Overvældende melankoli og en vanvittig sans for melodi, gør "Museum" til bare endnu et mesterværk fra Danmarks vel nok største rockstjerne. Det tager som oftest med Tramp's plader, et par gennemspilninger eller tre før man fatter det, men pludselig så sidder den der. Om man så vil være ved det eller ej, må være op til ens egen stolthed. Jeg falder (som næsten altid) fuldstændig på røven, lige pludselig, over en sanger/sangskriver/musiker, der tør smide masken på den måde, og bare gøre nøjagtig som han har lyst til. Man skal have et poppet/melodiøst hjerte for at elske det her, men seriøsiteten lurer i teksterne, og netop dét paradoks gør Mike Tramp til noget helt særligt.